Jeg hedder Edo Hendrup Obad, og er uddannet psykolog ved Aalborg Universitet i 2009. Jeg blev autoriseret af Psykolognævnet i 2012 og arbejder til dagligt som personalepsykolog i Dansk Røde Kors Asyl. Inden min nuværende stilling har jeg i en årrække arbejdet som klinisk psykolog og teamkoordinator for et specialiseret traumebehandlingsteam på Psykiatrisk Center Ballerup, og jeg var ligeledes medlem af Klinisk Etisk Komité i Region Hovedstadens Psykiatri. Ved siden af mit arbejde har jeg startet en mindre klinisk praksis på Vesterbro, hvor jeg tilbyder psykoterapi, supervision og kurser inden for traumer og PTSD.
Min kernekompetence er psykoterapi med unge og voksne, og i særdeleshed behandling af traumer, depression samt forskellige angst- og stresslidelser.
For at kunne tilbyde dig den mest effektive behandling holder jeg mig opdateret på de nyeste behandlingsmetoder, og modtager regelmæssig supervision af mit arbejde. Jeg har en efteruddannelse inden for kognitiv adfærdsterapi, men behersker også andre terapeutiske metoder. Under din behandling hos mig vil vi altid tage udgangspunkt i dine behov, når vi skal vælge en fremgangsmåde. Du kan læse mere om, hvad du kan forvente af et forløb hos mig ved at klikke her.
Hvis du har nogle spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte mig.